Accellereret lappecentral

 

 

blog

11. juni '16

Nu er der pludselig ikke vildt lang tid tilbage førend jeg burde kunne kalde mig sygeplejerske. Det spørgsmål, der synes at ligge på alles læber er således; ”Hvad forestiller du dig så at du gerne vil arbejde med når du er færdig?”

 

Dette spørgsmål er stillet i den bedste mening. Alligevel får jeg nærmest klamsvedende hænder og jeg kan mærke at min koncentration svigter, når jeg bliver stillet dette spørgsmål. Jeg aner nemlig ikke hvad jeg skal svare.

 

Jeg har altid tænkt, at sundhedsvæsenet var en underlig broget og ugennemsigtig størrelse. Til tider overgik det forventningerne og folk blev behandlet godt, anstændigt, hurtigt og de kom igennem systemet og blev raske. Andre gange har jeg været vidne til nærmest ikoniske, teatralske fortolkninger af hvad Murphys lov går ud på; at hvad der kan gå galt, går galt. Jo længere jeg kommer ind bag facaden og får kradset i overfladen indefra, desto mere står det tydeligt for mig, at sundhedsvæsenet, der burde være bygget på et solidt fundament og stærkt engagement fra mange forskellige instanser, snarere er som Halløj På Badehotellet, hvor alting er lappet med gaffa-tape.

 

Der er et begreb, der er meget symptomatisk for sundhedsvæsenet for tiden; ”accellereret patientforløb”. Med andre ord; hurtigt ind, hurtigt ud. Alle er glade. Og det kan sikkert også være rigtigt godt for mange, og strengt taget er det den vej det går i alle ender af samfundet; øget digitalisering, højere effektivitet og større krav til den enkelte. På mange måder kan der optimeres indenfor sundhedsvæsenet, det er der slet ikke nogen tvivl om. Spørgsmålet er bare, om ”hurtigere” og ”med mindre menneskelig kontakt” er det, der skal øge den generelle sundhed i samfundet?

 

Der er mange, der vil være trygge og glade ved, at få hurtig diagnosticering, hurtig behandling og hurtigt komme videre. Men hvad med alle dem, der ikke har fået sjælen med? Dem, der ikke selv kan sætte sig ind i og motivere sig til at ændre livstil til det bedre? Patienter bliver udskrevet selvom de absolut ikke burde blive det og lægger en endnu større byrde på hele primærsektoren, der i forvejen er tvunget i knæ. Pårørende får påbudt omsorgsroller, som de måske ikke magter, fordi der så kan spares kræfter i sundhedsvæsenet. Pårørende går ned med stress eller udvikler somatiske sygdomme fordi presset bliver for stort. Det virker ofte som om succeskriteriet fra sundhedsvæsenet er, at hvis patienten ikke dør i deres respektive afdeling, så har det ikke været helt skidt. Patienterne bliver mere og mere syge, deres pårørende bliver mere og mere afkræftede, og sundhedspersonalet står tilbage med afmagt. Politikerne, der er pålagt at have en holdning til alt, har jo selvfølgelig også en holdning til hvad sundhedsvæsenet har brug for, så de bliver populistiske og udtrykker blot, at ”der skal tilføres flere ressourcer”, uden at de tilsyneladende ved hvad i alverden de snakker om. Ressourcerne, hvis de går igennem, bliver så tilført de steder, hvor ”det batter” og bliver synligt; og bliver oversat til pakkeforløb. Cancerpakker, diabetespakker..... Pakker, der indsnævrer vores opfattelse af hvad sundhed og sygdom er i endnu større udstrækning. Det er nemlig godt for en masse, - men hvad med dem, der ikke passer ind? Der er utallige eksempler på mennesker, hvis diagnose ikke lige passede ind i en eller anden prestige-pakke, og som derfor bliver trukket gennem sundhedsvæsenet, uden at have den fjerneste anelse om hvorvidt nogen ville gribe dem og føre dem sikkert igennem netop deres sygdomssituation.

 

Hvad er sundhed overhovedet? For mig at se, er vores sundhedsvæsen blevet reduceret til en lappecentral, før vi egentlig har gjort os tanker om, hvad der kunne være godt for samfundet som helhed. Fokus er på at begrænse skaderne, og selv tilførte ressourcer drukner i en større såkaldt ældrebyrde og i stigende livstilssygdomme. Sundhedsvæsenet har ikke ret meget med sundhed at gøre og vi lader til at acceptere at lapperne i vores naive behandlersystem er det eneste, der kan holde os oven vande.

 

Hvordan løser vi dette? Hvad gør vi for at vende tendensen? Supersygehusene er ved at blive bygget til at stadfæste ideen om accellererede patientforløb, og den generelle nedskæringskoncensus er etableret.

 

Så hvad vil jeg gerne, når jeg kommer ud på den anden side? Jeg ved det ikke. Men jeg ved hvad jeg ikke ønsker.....

 

 

Accellereret lappe-central

- Alt gik fint; patienten døde ikke på vores afdeling

Kontakt@friskt.dk